Patientrettigheder

BRUG FOR JOURNALOPLYSNINGER

Har du brug for oplysninger til dit uddannelsessted eller kommunen, kan du bruge den tilsendte behandlingsplan som dokumentation.

Ved behov for at speciallægen skal svare på specifikke spørgsmål i tillæg til behandlingsplanen, bedes du booke tid til dette på tlf. 70 70 71 41. Vær opmærksom på, at der vil være en omkostning forbundet med at bede om speciallægeerklæringer og udtalelser.

RET TIL AKTINDSIGT

Du har ret til aktindsigt, hvilket betyder, at du har ret til at: 

  • se alt, hvad der er skrevet i journalen af sundhedspersoner  
  • se, hvem der vil modtage oplysningerne. 

Du kan anmode om aktindsigt / kopi af journal ved at kontakte os telefonisk eller skriftligt.

Patienten kan give en anden fuldmagt samt sundhedspersonale fuldmagt til at opnå aktindsigt. Forældre til børn under 15 år har som udgangspunkt krav på aktindsigt. I nogle tilfælde kan der dog være oplysninger, som forældre ikke kan få indsigt i af hensyn til barnet/den unge, f.eks. indhold af terapisamtaler eller anden privat information.  

En anmodning om aktindsigt skal færdigbehandles inden 7 arbejdsdage efter modtagelsen. Du vil modtage journalkopien i din Mit.dk-postkasse.

Unge fra 15 år og opefter

For patienter over 15 år gælder, at de selv ejer deres sundhedsoplysninger og selv samtykker til et forløb. Vi er forpligtede til at informere forældre i nødvendigt omfang, men vi sikrer os, at den unge selv indvilliger til dette.

Det er ikke muligt at give behandleren informationer eller dokumenter uden den unges vidende.
Det er også op til den unge selv, om de ønsker at man som forælder deltager i konsultationerne. Forældres eventuelle ønsker om tid alene med behandleren afhænger af den unges samtykke.

Hvis der ønskes udskrifter af den unges journal eller udlevering af andre former for informationer, vil det blive tilsendt den unges egen Mit.dk-postkasse – hvorfra den unge selv kan videresende efter eget ønske.
Man kan som forælder søge om at få notifikationer om, eller direkte adgang til, post i den unges Mit.dk-postkasse. Vi henviser til, at I kontakter Mit.dk herom.

Hvis der er behov for at forældrene varetager praktiske dele af den unges forløb og ønsker informationer om forløbet, skal den unge samtykke til dette. Der fremsendes ved opstart samtykke-erklæring, hvor den unge kan specificere, hvem der må få oplysninger.

Det gælder også ved unge/voksne på 18 år og opefter, hvor vi i udgangspunktet af juridiske årsager ikke kan dele informationer med andre, f.eks. forældre eller partner, uden et eksplicit samtykke. Vi håber på forståelse på, at vi er nødt til at fastholde kravet om samtykke, før vi udleverer oplysninger, da det handler om beskyttelse af patientens fortrolige, følsomme oplysninger. Vi vil meget gerne være behjælpelige med at inddrage forældre og andre pårørende og sikre meningsfuld varetagelse af forløbet, men hensynet til tavshedspligt og datasikkerhed vil altid vægtes højest.

PERSONDATA OG PRIVATLIVSPOLITIK

Læse mere om, hvilke oplysninger vi indsamler, hvordan vi passer på dine data og dine rettigheder her.

KLAGE OG ERSTATNING

Hvis du ønsker at klage eller drøfte bekymringer om dit eller dit barns forløb, er du meget velkommen til at skrive direkte til sekretariatsleder Ane Svane på as@atlasklinik.dk. Du bedes oplyse, hvem henvendelsen omhandler (navn og fødselsdato) samt beskrive klageindholdet.

Din henvendelse vil blive behandlet i samråd med den virksomhedsansvarlige læge, og du vil blive kontaktet hurtigst muligt.

Husk, at hvis du klager på vegne af en anden, skal der være samtykke til, at vi må behandle klagen på patientens vegne (dette gælder ikke børn og unge under 15 år, hvor forældrene har ret til at klage på barnets vegne).

Hvis du ønsker at klage til en ekstern instans, er der følgende muligheder:

Styrelsen for Patientklager

Ønsker du at klage over sundhedsfaglig behandling eller brud på en patientrettighed, kan du klage digitalt til Styrelsen for Patientklager, hvor du har følgende to muligheder:

Klage over en behandling

Klage over brud på patientrettigheder

Du kan få råd og vejledning ved at kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed – https://stpk.dk/

Patienterstatningen

Patienterstatningen er en myndighed i Danmark, som afgør, om patienter kan få erstatning, hvis de er kommet til skade i forbindelse med behandling eller har fået bivirkninger ved medicin.
Du kan anmelde en erstatningssag på Patienterstatningens hjemmeside og få hjælp til din klage: https://patienterstatningen.dk/